Etableret i 1949

Berl Gantmacher var søn af en møller fra Miropol i Ukraine, der allerede som teenager var rejst fra det russiske rige til Rotterdam. Derfra fortsatte han mod vest, gik om bord på skibet S.S. Potsdam, et hollandsk-amerikansk rutedampskib, og sejlede til New York City. Ifølge arkiverne på Ellis Island ankom han den 12. november 1907.

Han var 17 år gammel.

Som så mange andre jødiske indvandrere før ham, gjorde han sit navn mere amerikansk – Berl blev til Bernard – og gik i gang med at forbedre sig. Han tilmeldte sig apotekerskolen på Columbia University, men om dagen fandt han arbejde i byens travle beklædningsindustri på Lower East Side. Det var hårdt arbejde – han var “lukker,” den der samler klædningsstykker – men det udviklede hans iværksætterånd og lærte ham at lave skrædderarbejde. Det gav ham også muligheden for at møde Rebecca Rose, en kvinde, hvis job bestod i at sy knaphuller og knapper. Hun skulle senere blive hans kone.

Da Første Verdenskrig brød ud, meldte Bernard sig ind i den amerikanske hær og blev sendt til kamp i Frankrig. Da han havde udtjent sin værnepligt, vendte han tilbage til New York med et fornyet ønske om succes. Han afsluttede sin uddannelse, giftede sig med Rebecca og besluttede, at det var det rette tidspunkt til at drive sin egen forretning. Sammen med sin partner Morris Shapiro, grundlagde han skjortevirksomheden Par-Ex med base i Brooklyn.

Par-Ex fremstillede skjorter af høj kvalitet til andre mærker, herunder Brooks Brothers. Den nye virksomhed blev en succes, og i 1927 flyttede skjortevirksomheden Par-Ex til det dyrere New Haven, Connecticut.

Marty og Elliot forstod familieforretningen. De identificerede sig så meget med den, at de endda ændrede deres eget navn – Gantmacher blev til Gant. De forstod også reklamens magt. De ønskede også, at deres produkter altid blev set på de rette steder. Dette betød, at de kun ville levere til de bedste forretninger i byen, og at de reklamerede i The New Yorker.

Den første udgave af The New Yorker blev trykt i februar 1925 med en tegning af en elegant herre med monokel på forsiden. Det var et nyt slags magasin, der appellerede til en ny slags læsere.

“The New Yorker bliver ikke et magasin for en gammel landfrue,” skrev den grundlæggende redaktør Harold Ross. “Hun er ikke vores målgruppe. Dette er ikke ment som en nedgørelse, men The New Yorker er et magasin, der publiceres uforbeholdent til læsere i storbyerne.”

Det tiltrak de bedste og mest åndrige forfattere, lige fra J. D. Salinger og Vladimir Nabokov til Dorothy Parker og F. Scott Fitzgerald og hans kone Zelda. Magasinet var ikke bare kræsent med hvilke forfattere, det ville publicere, men også hvilke reklamer, der kunne medtages. Det afslog reklamer, som ikke passede til magasinets tone.

En af de virksomheder, der passede ind, var GANT. I starten var det eneste, Marty og Elliot havde råd til, sort-hvide reklamer, der fyldte 1/8 side, hver tredje måned. De fik efterhånden indsat større og hyppigere reklamer, der viste Oxford-skjorten på fire forskellige billeder og i fire forskellige situationer, og derefter fik de endeligt otte reklamer i fuld farve om året. Kampagnen spredte budskabet om, at GANT producerede den slags skjorter, som nutidens kvikke, sofistikerede unge havde på.

Fra starten var GANT kendt for kvaliteten af deres skjorter. I de tidlige dage, hvor virksomheden beskæftigede sig med at forsyne andre forhandlere med skjorter, blev der tilføjet et diskret G-varemærke: en lille diamant med et “G” nederst på skjorten. Dette mærke var kundens kvalitetssikring lige såvel som forhandlermærket inden i kraven. I midten af 1950'erne var Diamond G blevet en del af historien inden for amerikansk herretøj – et karakteristisk tegn på en høj kvalitet, der hjalp med at gøre signaturskjorter til eftertragtede bestsellere, med en efterspørgsel, der langt overgik udbuddet.

1950'erne var en tid med en hidtil uset vækst i Amerika, og GANT-skjorter hjalp med at definere det afslappede og samtidigt smarte look, der dominerede i efterkrigsårene. GANT's detaljerede håndværk og ubesværede amerikanske stil appellerede til en hel generation af unge mænd, der havde haft militærtøj på i flere år, og som nu var vendt hjem for at finde deres plads i den voksende middelklasse.

De satte pris på GANT-kravens perfekte rulning og den stofkvalitet, man kunne forvente af en GANT-skjorte. Og de ville snart sætte pris på en anden kvalitet, som GANT var pioner for: farve. I flere årtier havde den almindelige hvide skjorte været dominerende inden for herretøj, men dette skulle til at forandre sig for evigt. En eksplosion af farver var på vej – og denne eksplosion startede i byen New Haven, Connecticut.

Knap-ned-skjorten blev i starten båret af engelske polospillere, men i slutningen af 1940'erne var den en vigtig del i garderoben hos enhver velklædt mand. I Amerika blev den oprindeligt produceret af Brooks Brothers i 1920'erne, men GANT spillede en enorm rolle i dens udvikling og gjorde den til deres egen.

Der er mange grund til, at dette skete. Kvaliteten var en af grundene, men der var også adskillige andre aspekter i skjortens fremstilling, som ikke bare var unikke, men i visse tilfælde også enormt svære at efterligne. Blandt disse var formen, der blev skabt af den knappede kraves forkanter. Det var en kombination af Bernards tekniske færdigheder og Marty og Elliots sans for mode, der gjorde den perfekt, og den blev kendt som den perfekte rulning.

Den perfekte rulning var ikke den eneste signaturdetalje, som GANT perfektionerede. Andre små finesser, kunderne satte pris på, var: Ophængningsstroppen på bagsiden af skjorten, der kan bruges til at hænge skjorten op med, så den holdes fri for folder i klædeskabet. Det blev endda en del af den amerikanske Ivy League-datingkultur, at en fyr plejede at fjerne sin strop, når han kom fast sammen med en pige (og hun ville til gengæld gå med hans halstørklæde).

Boks-læggen på bagsiden af skjorten gav den, der havde den på, en større bevægelsesfrihed. Og bagkraveknappen, der holdt slipset på plads og forhindrede kraven i at glide op. I 1963 vandt knapstroppen en pris fra bladet Esquire. Elliot opfandt knapstroppen, så slipset og skjorten ville passe perfekt sammen. Sammen med den perfekte rulning falder slipseknuden i med skjorten og giver det ideelle Ivy League-look. Samtidigt med, at de perfektionerede herreskjorten, bemærkede GANT, at det ikke bare var mænd, der holdt af deres tøj. De blev inspireret af de mange kvinder, der lånte deres kæresters og mænds skjorter, da det gik op for dem, at begge køn satte pris på kvalitetstøj. GANT lancerede deres kvindeskjorter med sloganet: “GANT laver skjorter til kvinder, ikke bluser.” Der blev skrevet et nyt kapitel i virksomhedens historie, og med det fulgte der et nyt navn. Nu blev virksomheden blot kendt som GANT Shirtmakers, hvilket afspejlede fortræffeligheden og den kulturelle vigtighed af virksomhedens signaturvare.

Da Anden Verdenskrig sluttede, og de amerikanske soldater drog hjem, gennemgik landet en periode med hurtige forandringer. Nye tendenser og indflydelser inden for sport og mode spredte sig i hele landet. Radio, fjernsyn og blade præsenterede folk for en aktiv livsstil, de aldrig havde drømt eksisterede. Da sportsaktiviteter påvirkede mange kreative skrædderfunktioner, fortsatte efterspørgslen efter et behageligt look med at vokse. GANT-skjorter hjalp med at definere det afslappede, og samtidigt smarte, look. Det var en kraftigt voksende middelklasse, som satte pris på GANT-kravens perfekte rulning og en stofkvalitet, man kunne forvente af en GANT-skjorte. Indtil slutningen af 1960'erne havde GANT kun været en skjorteproducent, men nu var det blevet tid til at anvende deres ekspertviden til at udvide deres udvalg. I 1971 producerede de deres første kollektion af American Sportswear, herunder slips, bukser og rugbyskjorter.